Højde 0
Overfladen er den levende verden over jorden, hvor enhver vandrer begynder. Det er den eneste egn, som intet folk hersker over alene: Alfer holder sig til dens dybe skove, Hammerfødte til dens kolde højder, og Andrikkerne rejser deres citadeller, hvor Overfladen endnu bevarer orden, mens vilde og vogtede dyr gennemstrejfer resten. Fra Overfladen åbner portaler sig ned og op til verdenens skjulte egne: Arkitekternes underjordiske Helligdomme og kredsende Himmelborg, de udødes Huler, de umulige Bagrummene og Flammedyb nedenunder.
Overfladen er ikke ét landskab, men mange. Hede og kulde, vådt og tørt, bjerg og slette skifter fra sted til sted og deler verden ovenover i adskilte biomer, hver med sin egen jord, sit vejr, sin vegetation og sine farer. De følgende afsnit beskriver de biomer, en vandrer mest sandsynligt vil gennemkrydse.
Vidtstrakte, gold sletter af sand og bar sten under en ubarmhjertig sol. Vand og skygge er knappe, dagene hede og nætterne kolde, og det lidt, der lever her, har lært at klare sig uden alt. Nu og da får man øje på en vildfaren Klangari i den åbne vildmark, vandrende langt fra enhver Helligdom.
Dybe skove af gamle træer, plettet lys og sammenfiltret underskov — skyggefuld, lukket og let at fare vild i. Disse skove er Alfers skjulte hjem, der holder sig til deres dyb og sjældent lader en fremmed finde stien.
Hed, våd og overgroet — et tæt grønt vildnis og, i dens lavninger, det stillestående vand i sump og mose. Sivene og mudderet skjuler Mosemøl, vådmarkens tålmodige bagholdsjæger, så hold dig i bevægelse og godt langt fra de tætte sivskove.
Stribede ødemarker af rødt klippe og ler, tørre og brudt op i klinter, fladtoppede mesaer og stejle slugter. Imponerende at se og svære at krydse, med lidt vand og lumsk fodfæste. Også her får man nu og da øje på en vildfaren Klangari, der baner sig vej gennem klippen langt fra enhver Helligdom.
Vidtstrakte, åbne græssletter — milde, flade og de blideste af overfladelandene, det mest sandsynlige sted at finde fodfæste. Hvor sletterne sænker sig mod floder, søer og havet, rejser Andrikkerne deres citadeller, for de er lige så hjemme i vandet som på landjorden.
De kolde højder — frosne sletter og stejle, snedækte bjerge, hvor luften bliver tynd, og sneen aldrig smelter. Dette er Hammerfødtes fødegrund, der trives i kulden og i højder, der fælder enhver anden.