Andrikkerne er Overfladens ridderorden — riddere nedstammet fra ænder, svoret til en kodeks ældre end nogen af dem.
Hastighed 110% · Liv 100%
En Andrik er en tobenet ridder nedstammet fra ænder: udstyret med næb, befjeret i sin slægts farver, med svømmehud på hånd og fod, bred over brystet og kraftig i benene. De bærer fuld pladerustning smedet til deres skikkelse — hjelmen formet til at rumme næbbet — og fører et langsværd (næsten altid navngivet) og et skjold. Indbyrdes taler de i rappen og trompeteren: et virkeligt og ældgammelt sprog, hvor toneleje og rytme bærer betydningen, og fællessproget lærer de for fremmede, idet de taler det med en næselyd og afhugget accent. Deres rustning er udformet til vand, og de svømmer hurtigere og længere end noget andet folk på Overfladen, selv i fuld rustning.
I slag er Andrikker Overfladens bedste tunge kæmper: disciplinerede formationer, uovertruffen rustning, understøttende kampmagi og en kodeksgivet vished, der ikke går i panik. Men de er langsomme, forudsigelige og bundet af deres kodeks — en Andrik stikker ikke en flygtende modstander i ryggen og angriber ikke en værgeløs, og en adræt kæmper på tør, ujævn grund kan holde sig foran den dagen lang. Den vandrer, der melder sig åbent og handler ærefuldt, tilbydes formel gæstfrihed og en redelig prøve i turneringen; den, der vinder ved forræderi, huskes af hele ordenen, på skrift, for evigt.
Andrikkerne har vogtet de gamle arenaer kaldet Smeltedigler fra før al levende erindring og rejser ved siden af dem deres befæstede Citadeller — delt, modvilligt, med Hammerfødte, der anser samme grund for hellig af helt andre grunde. De er Overfladens talrigeste ordnede væsner, og hvor Overfladen endnu bevarer en lov, er det for det meste Andrikkernes lov.
De hævder, at Vox Maxa er kodeksen: det bindende mønster for rette adfærd — at holde sit ord, hilse sin modstander, tage nederlaget med ynde, værne dem, der ikke kan værge sig, aldrig stikke i ryggen, ære de faldnes navne. De turneringer, de holder ved Smeltediglerne, er æresretter, hvor kodeksen prøves og forfines, og deres største mestre helgenkåres efter døden, deres navne bevaret i ordenens registre.