Alfer er det ældgamle folk fra den dybe skov — verdenens elvere på Overfladen.
Hastighed 100% · Liv 80%
Høje, slanke og lydløse i deres bevægelser har Alfer spidse ører, store mørke øjne tilpasset skovens halvmørke og langt flettet hår. En voksens underarme er dækket af formler skrevet med blæk — en levende trylebog. De klæder sig i jordnære, praktiske toner og bærer langbuer, Overfladens bedste afstandsvåben, sammen med de eliksirer, blæk og sjældne ingredienser, som deres magi afhænger af.
En kamp mod Alfer er ofte forbi, før den begynder: forberedt terræn, skjulte bueskytter, fælder og værn. De skyder for at såre snarere end at dræbe, og de fleste møder kan afsluttes ved at trække sig, overgive sig eller blot spørge. Langt fra deres skove og forberedelser er de langt mindre farlige. En tålmodig, ærbødig vandrer kan fortjene deres læremesterskab.
Følgende skriftrulle blev fundet i skoven, dens blæk ældre end træerne:
»Jeg har overlevet tidsaldrene, som stenen overlever regnen: ved at forblive ubevægelig, mens verden så den anden vej. Lad de unge rejse deres mure og glemme dem; hvad de taber, bevarer vi, linje for linje, i sale, som skoven har slugt. Mine rastløse slægtninge, skiftingerne, kunne aldrig sidde stille så længe.
Mening smedes ikke, men opfanges i forbifarten. Verden taler, langsomt, og de vise bliver stille nok til at fange den; den stemme kalder vi Vox Maxa. Men stol ikke på den, der sværger at have hørt den hel — det er ikke lykkedes mig i alle mine år. Jeg lod hellere et kongerige falde end at svare for tidligt: hellere hundrede års lytten end et eneste forhastet ord.«