Mineskakterne og Hulerne under Overfladen tilhører de udøde: Gengangerne, Spærrerne og Knogledronningen, der hersker over begge.
Hastighed 100% · Liv 150%Yndlingsmad:
Gengangerne er besjælede skeletter, nøgen, renpillet knogle — de fleste med elvernes høje, slanke bygning, for det var de i livet. De er utrættelige og frygtløse, bløder ikke, ånder ikke og mister ikke fatningen, og til forskel fra de hjerneløse Spærrere bevarer de vilje nok til at våge over deres tunneller med hensigt. Bundet til deres Dronnings hemmeligholdelsesbesættelse kæmper de til tilintetgørelse hellere end at lade et vidne undslippe — ubønhørlige, men forudsigelige.
Knogle holder, hvor kød bukker under, og at give en Genganger den endelige hvile er sværere end en almindelig udød. Men den er skrøbelig: knus nok af bygningen, og den falder.
Hastighed 100% · Liv 150%Yndlingsmad:
En Spærrer er et slæbende, gående lig — langsomt, tungt og dødt i blikket, ofte plettet af pletter af en bleg, krybende skimmel, der bryder frem gennem huden. Den er næsten ligegyldig over for sår og smerte, fuldstændig ubønhørlig og smitsom: dens sår og sporer spreder den skimmel, der frembragte den, og forvandler gradvis de levende til flere af dens slags. Den er desuden ganske hjerneløs — uden list, uden forsigtighed, uden samordning. Farlig i en snæver tunnel; let at ryste af i det åbne.
Nogle Spærrere vader gennem de dybe, oversvømmede gange i minerne, hvor vandet myldrer med kødædende bakterier. Vandet skraber dem ned til knoglen, og det, der rejser sig, er næsten ikke til at skelne fra en Genganger — og slutter sig til deres antal i mørket.
Knogledronningen hersker over minerne: en Genganger, der stadig bærer kronen, kappen og scepteret fra det hof, hun herskede over i livet, og aldrig har lagt dem fra sig. Hvor hendes undersåtter er sløve, er hun listig og grum, og hun lader ingen ubuden gæst forlade sit rige i live — over den, der snubler i det dybe mørke, slår hun ned uden nåde. Hun tror, at hvert drab skænker den udødelighed, hun lovede for længe siden. Næsten aldrig er det tilfældet.
To historier mødes i minernes mørke. Spærrerne var for længe siden folk, der købte en magisk skimmel af elverne i håb om kroppe, der ikke ville briste; skimlen holdt det løfte og fratog som betaling deres sind. Gengangerne var en elverstamme, hvis dronning forhandlede sig til udødelighed med Opgøreren; dæmonen holdt sit ord på den grusomste vis og opløste hele hendes folk i skeletter uden død, og dronningen — forfængelig selv i sorgen — førte sin stamme under jorden for ikke at blive set af nogen.
Dronningen, og den svage, bundne vilje hos den stamme, hun endnu byder over, fastholder, at at blive dræbt af en Genganger betyder at modtage selvsamme udødelighed: en ære, og opfyldelsen af hendes gamle løfte. Gaven slår næsten aldrig rod. Hendes ofre dør for det meste blot.